top of page
baggrund-podpris2022.png
podcastprisen24-storformat (1).jpg

podcastprisen 2023

Podcastprisen 2023 hylder for femte gang det bedste fra lyd- og podcastverdenen!

Du kan indstille din podcast til en af de seks priser mellem 1. december 2023 og 12. januar 2024. Juryerne mødes og voterer i starten af februar. De nominerede offentliggøres i uge 8, og prisfesten er lørdag den 6. april hos Absalon i København.​

​​

ÅRETS EKSPERIMENT​

ÅRETS FORTÆLLING

ÅRETS LYDDESIGN

ÅRETS NICHE

ÅRETS TALENT

ÅRETS UAFHÆNGIGE

Læs mere om priserne nedenfor og følg med her, på Facebook og Instagram, hvor vi løbende offentliggør juryer, nominerede og vindere.

de seks kategorier

Årets eksperiment

 

Årets eksperiment gives til en podcast, der gennem eksperimenter med alt fra lyddesign til koncept hæver mediet til nye højder. Vinderen af Årets eksperiment viser forståelse for mediet og mod til at gå i helt nye retninger. I bedømmelsen lægger juryen vægt på opfindsomhed, det unikke bidrag og modet til at tage chancer.

Årets fortælling

Årets fortælling gives til årets bedste fortælling i lyd, hvor lyde, stemmer, musik og stilhed tegner billeder for lytternes indre biograf. Fortællingen kan frit blande dokumentar og fiktion, men den skal løbe over minimum to afsnit. I bedømmelsen lægger juryen vægt på dramaturgi, lydens plads som medfortæller og originalitet.

Årets Lyddesign

 

Årets lyddesign hylder det gode håndværk. Fra kompositionen af stemmer, lyde, musik og stilhed, der skaber fængslende fortællinger. Til den rammende jingle, underlægning eller mix, der sætter podcastens tone. I bedømmelsen lægger juryen vægt på håndværk, musikalitet, sans for helheden og evnen til at forløse en fortælling, så den kryber ind under huden.
 

Årets Niche

 

Årets niche hylder nørderi og gives til en podcast, der går i dybden med et nichet emne eller målgruppe med originalitet og passion, så lytterne både bliver klogere og er underholdt. I bedømmelsen lægger juryen vægt på konceptets originalitet, samt værternes evne til at formidle med engagement og til at ramme nichen.

Årets talent

 

Årets talent hylder nye stemmer og gives til podcastere, der er trådt frem og har markeret sig på lydscenen inden for det seneste år. Kategorien favner alle roller inden for podcasting - fra det gode værtskab til tilrettelæggelse og lyddesign og klip. I bedømmelsen lægger juryen vægt på det unikke bidrag, potentiale og mod.
 

Årets uafhængige

Årets uafhængige podcast hylder de podcastere, der med autonomi og uden hjælp fra store medier og platforme deler deres viden og passion. Prisen gives på tværs af genrer og udtryk. I bedømmelsen lægger juryen vægt på kvalitet, passion og evnen til at slå igennem lydmuren og blive en succes blandt lytterne.

Overordnede kriterier

 

Podcastbranchen er en broget blanding af medier med store budgetter, mindre produktionsselskaber og en stor gruppe ildsjæle. For at favne bredden og give undergrunden samme vilkår som de store producenter, tager juryerne højde for forskellene i produktionsvilkårene, når de udvælger de nominerede og årets vindere. Samtidig koster det 200 kroner for store medier og virksomheder at indstille en podcast, mens det er gratis for de uafhængige podcastere og ildsjæle.

 

Det gælder for alle priser, at produktionerne skal være udgivet som podcast first. Det vil sige, at de er udviklet til podcastmediet og bruger mediets styrke til eksempelvis - At folde historier eller samtaler ud i den form og længde, der passer til fortællingen og ikke sendefladen: At ramme en helt specifik niche og målgruppe. At skabe intime lytterum. At udvikle og bruge lyd som aktiv medfortæller, eller at give stemme til mennesker, der ellers ikke kommer til orde.

 

Priserne gives til podcasts, der er udkommet i perioden fra 01/01/2023 til 31/12/2023. Hvis de overordnede kriterier ikke er opfyldt, bliver podcasten ikke taget i betragtning.

bottom of page